Dahlia

Som et brudeslør

Svinger jeg mine gevandter

Lyser af varme, på selv den koldeste dag.

Det er sådan jeg mødes med de blikke der bliver sendt.

Du giver mig bort til den der skal have mig. Sætter mig i lyset for at få din belønning.

Svinger lykken rundt i luften, for at gribe hjertets ja

Men det er mig der sørgede for at du fik det

Glem ikke det

Blå margueritter

Elsker, elsker ikke…

vi er mange om at give liv, vi er få om at vise dig om I skal være sammen. I sind så lyse som solen der ønsker at skinne, men altid slås om at trænge gennem de mørke skyer.

Det siges at lyset altid er der, selv mellem skyggerne. Og vi er dem der gør markerne til et eventyrlandskab.

Drøm de dejligste billeder og vi er der. En mark fuld af minder, og håb om hjertebanken ved siden af den der fylder dine tanker. Vi er dem der talte dig hen i den rette favn.

Solsikke

Se hvor jeg stråler,

Jeg er helt bestemt solen på disse kanter.

Bare føl den gloende varme smelte hårde hjerter. Rør mine blade og den vinterkolde is vil pible ud af dine hænder som var de blide tårer. Jeg vokser på dråberne du afgiver, som var det dug fra morgenfruen.

Jeg stråler

Og mine blade tager lyset fra solen så jeg kan overtage hans plads

Jeg er den nyopstående sol inden efteråret fratager mig tronen.

Ham solen vil nok ikke skinne på mig hvis han hører disse ord

Så venligst fjern dem igen…

Karpaterklokke

Ringer for de blivende

For dem der tør vise sig i deres smukkeste gevandter

Og for dem der ikke er bange for at klæde sig i tarveligt skrud, men ligefrem har gjort det til en levevej. Selv blomster har deres dage hvor vinden blæser den forkerte vej.

Ringer for de smukke roser

Og for de lumske planter der kalder sig ukrudt

Men klæder sig, som om de lige har været til fest hos skovkongen i kronerne på de højeste træer. Der hvor end ikke vi fineste har adgang, skønt vi har et mere ædelt hverv end at snyde menneskene

Vi ringer nemlig også for dem der gør os friske i bladene

Dem der luger ud i de grimme planter der kalder sig kønne men, inderst inde har en beskidt sjæl.

Men vi ringer også for dem.

For de er med til at vise verden at vi alle giver vores til jorden.

Også den dag vi giver vores liv, og for nogle er det ved vintertid

Der ringer vi for en sidste gang, inden vi selv går i jord.

Lilje

med natsværmer

Se, jeg har gæster og giver fra mig både af min honning og det hemmelige jeg får sendt videre til den der bliver bestøvet. Jeg er smukkere end nattens dronning, og mere fager end Morgendug, den lille fe der lige før solopgang sprøjter dråber på os for at få os til at vågne. Men en dag inviterer jeg hende indenfor og giver hende noget at tænke over, for vi er ikke bare smukke. Vi er denne jords blikfang.

I aften folder mine blade sig sammen, for ikke at åbne sig igen før foråret. Jeg har haft besøg af en natsværmer og givet de nye tider videre i kæden. Der skulle gerne være liljer på de ukendtes grav den dag der ikke er flere hænder at lægge dem på. Vi vil altid være her.

Mens natsværmeren finder det lys den vil blive brændt på, og menneskehjerter banker i takt til den store sanserus. Vi er her om så solen går ud.

Syren

Jeg holder i hånd med en af solens døtre, der med hendes gyldne skær i håret stråler kraftigere end solen selv. Hun er lille sol, min op og nedgang, forår og efterår, sommer og vinter. Men altid er solen der når hendes stille smil spiller over himmelen eller i haven.

Jeg kan ikke lade være med at springe ud, vise alle mine nuancer og farvepaletter mens hendes skær fanges i den sidste aftensol, og den stille vind kæler for hendes guldlokker

Jeg tror enhver kunne fornemme foråret ved hendes blotte nærvær, men se en solstråle spille over hustaget. Det er hende, solens datter, på vej bort i natten.

 

Gerbera

En er grøn en er rød, jeg er orange, men altid i søgen efter lyset. Vi er ikke tørstige efter vand, men også at finde den rette plads, hvor vinden stryger over bladene. Hvor solen slikker farven varm, og vi alle får en krone på.

Hvor ville det være dejligt hvis ikke hænder, pillede for meget ved skønheden. For nogle gange tager de det der er pryden på værket. Vi vil bare indfange den lille del af buketten vi har fået tildelt, og skabe glæde på selv de mørkeste regnvejrsdage.

Nogle gange skulle de bare tage at lade tingene gro, uden at blande sig,

Det andet kan komme til at se for kunstigt ud.

Tænk hvis de fandt på at give os tyrolerhatte på eller sombreroer.

Så ville vi ikke mere være blomster. Men små statuer, der hylder menneskets

fantasiløshed.