Syren
Jeg holder i hånd med en af solens døtre, der med hendes gyldne skær i håret stråler kraftigere end solen selv. Hun er lille sol, min op og nedgang, forår og efterår, sommer og vinter. Men altid er solen der når hendes stille smil spiller over himmelen eller i haven.
Jeg kan ikke lade være med at springe ud, vise alle mine nuancer og farvepaletter mens hendes skær fanges i den sidste aftensol, og den stille vind kæler for hendes guldlokker
Jeg tror enhver kunne fornemme foråret ved hendes blotte nærvær, men se en solstråle spille over hustaget. Det er hende, solens datter, på vej bort i natten.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar